Kirkhoff

Lucas Ajemian

09 Sep - 18 Oct 2008

© Lucas Ajemian
Untitled (Turnstiles & Revolving Doors series), 2003-2008
Mixed media on paper
Various sizes
LUCAS AJEMIAN
"Litanies, Marches, Stutters, Stammers, Turnstiles & Revolving Doors"

Lørdag 6. september kl 15-18
Udstillingsperiode: 9. september – 18. oktober 2008

Lucas Ajemian præsenterer en lang række af sine tegninger af korsbomme og svingdøre på forskellige mode- og reklamebilleder fra magasiner. Gennem de sidste fem år har hundredvis af disse tegninger kommenteret en materialistisk verden, hvor bevægelse og forandring er normen og målet, mens stilstand udgør et rædselsscenarie. Lucas Ajemian sætter grænser og afmærker zoner som en slags selvudnævnt autoritet og regulerer den forførende models frie bevægelighed i et idealiseret reklameunivers. De tegnede svingdøre er i kraft af deres absurditet, fravær af funktion og pointe, også temmelig humoristiske.
Udover at vise tegningerne i deres oprindelige form viser Ajemian 16mm film af tegningerne, som bærer samme titel som udstillingen. Der er to formelle strategier, der udspiller sig her. Først og fremmest er det et indeksikalt værk, som akkumulerer stort set alle de svingdørstegninger, han har lavet siden 2003. 16mm bruges ofte som et katalog eller en database over projekter og aktiviteter, der er akkumuleret over tid og netop samles ét sted på strimlen. Flere af Ajemians film udnytter denne arkivariske karakter og er en samling af tegningernes Salon des Refusés, notater, skitser og atelieraffald. En samling af potentialer, skuffelser og fejl, projekter der blev til noget eller ikke blev til noget; en traumatiseret erindring, der genspiller sig. Dertil kommer at den eksperimentelle brug af filmobjektet skaber en materiel forskel mellem digital og analog billeddannelse. Rent konkret sker der også en visuel spænding i materialet selv, eftersom billederne i Litanies, Marches, Stutters and Stammers vises sideværts, modsat de vertikale frames på filmstrimlen.
Lucas Ajemian arbejder generelt med subtile overskridelser og autoritet. Hans performances, filminstallationer, tegninger og skulpturer er baseret på integrering, ændring og fornyelse af funden materiale. Han arbejder med dysfunktioner, konflikter og tomrum som en ironisk og humoristisk kritik af politisk og social adfærd. Ligesom i denne udstilling, arbejder han ofte med forskellige medier i ét værk for at undersøge huller, forskelle og ligheder mellem dem. Han tager et objekt og bearbejder det i en anden form, og disse navigationer mellem tilsyneladende urelaterede medier åbner for nye muligheder og perspektiver.
Samtidig med denne udstilling deltager Lucas Ajemian & musiker Giancarlo Vulcano i U-Turn Kvadriennale for Samtidskunst i København med en performance kl 21.30 den 5. september. Performancen er en koncert - en kanon mellem adskillige rock bands, der synger og spiller en komposition over de forskellige ’mission statements’, som U-Turn har offentliggjort. Det er en handling, der refererer til William Burroughs’ værk ”Electronic Revolution”, hvor han beskriver hvordan blandingen af forskellige lydoptagelser kan skabe forvirring, falske oplysninger og måske endda etablere en komplet ny virkelighed.
Lucas Ajemian har i år udstillet på Eclipse (Moderna Museets 50 års jubilæumsudstilling i Stockholm. Lucas åbnede også udstillingen med performances på tre aftener), Signal (Orange County Museum, LA), lavet en performance på Gavin Browns Passerby, NY & udstillet solo på Daniel Hug, LA, og Parisa Kind, Frankfurt. Sidste år havde han bl.a. en soloudstilling på Palais de Tokyo, Paris. MOMA har en række af svingdørstegningerne i deres samling.
 

Tags: Lucas Ajemian, Ma Han